foregan
Old English
Etymology
From fore- + gān.
Verb
foregān
- To precede, stand out, go before; forego
Conjugation
Conjugation of forgān (irregular)
infinitive | forgān | tō foregānne |
---|---|---|
indicative | present | past |
1st-person singular | foregā | foreēode |
2nd-person singular | foregǣst | foreēodest |
3rd-person singular | foregǣþ | foreēode |
plural | foregāþ | foreēodon |
subjunctive | present | past |
singular | foregā | foreēode |
plural | foregān | foreēoden |
imperative | ||
singular | foregā | |
plural | foregāþ | |
participle | present | past |
foregangende | foregān, foregangen |
Descendants
- Middle English: forgan
- English: forego