flænge
Danish
Etymology
From Old Norse flengja, from Proto-Germanic *flangijaną (“to beat, whip”), from Proto-Indo-European *pleh₂k- (“to beat”). Related to flå. Cognate with Old Swedish flängia, Swedish flänga, English fling.
Verb
flænge (imperative, infinitive at flænge, present tense flænger, past tense flængede, perfect tense har flænget)
- to rip, tear
- to rip up, tear up
Derived terms
- flæng
- hudflænge
- sønderflænge
References
- “flænge” in Den Danske Ordbog